Viser opslag med etiketten spinning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten spinning. Vis alle opslag

fredag den 2. oktober 2009

Jeg - en skyldebasse

Så har den været gal igen. Tavshed, ingen billeder, ingenting. Jeg skylder, og er derfor en skyldebasse.

Måske fordi jeg har været helt jetlagged fra udflugten til Atlanta, måske fordi jeg har haft cykelsko på i en hel masse timer, måske fordi jobbet ikke helt havde holdt pause, mens jeg var væk, måske fordi jeg er en lille smule doven, måske fordi M gav en masse kram?

Men i hvert fald er det weekend nu, og om lidt kommer der nybagt brød ud af ovnen. I går bød den blå meteor i baghaven på koncert med en ung dirigent og et veloplagt symfoniorkester, tidligere på ugen smagte jeg en god Christianshavner-pizza, og ellers er der rent faktisk noget om de der cykelsko!

torsdag den 10. september 2009

På med cykelskoene

Så skal der trænes. 

Efter en dejlig fridag med hygge-snooze på sofaen,  dejlig venindefrokost i byen og solrig cykeltur gennem København, er det nu helt andre takter, der slås an. Op på spinningcyklen og bare af sted. Med instruktøruddannelsen in mente gælder det om at opleve så mange timer som muligt. Hvilken musik er valgt? Hvordan er timen bygget op? Hvordan foregår kommunikationen undervejs? Hvordan klarer "cyklisterne" turen? Jeg snapper inspirationen med mig hjem.

mandag den 31. august 2009

Hvad skete der mon i weekenden?

Efter at have tilbragt fredag aften og det meste af lørdagen i selskab med fitness/aerobic/spinning-instruktører in spe til undervisning i anatomi og førstehjælp ventede en rigtig turist-søndag med besøg fra svigerbedstemor, der i en alder af "nogen-og-firs" havde taget flyveren til hovedstaden.





Programmet bød på Danmarks Oldtid på Nationalmuseet, klimavenlig brunch hos Julian, en gul kanalrundfart, porcelænskig hos Royal Copenhagen og til slut kager fra - ja- Lagkagehuset.




Det var en rigtig dejlig dag, så Københavner-batterierne var fuldt ladet op til en ny uge. Eller det vil sige: Vi var helt søndags-agtige og hang ud i sofaen med avisen, laptops og kaffen inden for rækkevidde.

Nu er den nye uge sat i sving både på jobbet og på spinningcyklen. Planlægning af jobtur til Atlanta senere på måneden, projektledelse og meget mere fylder arbejdsdagen. Træning og læsning følger med spinninginstruktørkurset, og så er der jo den almindelig dagligdag, der skal passes. Og på lørdag tager jeg et smut hjem til Århus... Glæder mig. 

mandag den 20. juli 2009

På vej til træning

Vækkeur, et enkelt "snooze", rugbrød, banan, tandbørste, træningstøj, vanddunk, rygsæk, cykelsko, håndklæde... vi ses om en god times tid.

Kl.9:25: Aaaah. Det var godt!

søndag den 14. juni 2009

Weekend

Ahhh, weekend.
Fredag med sommerfest i efterårsvejr. Heldigvis lod de lækre grillede jomfruhummere sig ikke på af, at det stod ned i stænger hele aftenen. 

Lørdag var der spinning og en gåtur rundt i byen på programmet - i tørvejr. Meget dejligt. Og snak med M helt fra Kina. Meget, meget dejligt.

Søndagen bød på brunch og endnu en time på cyklen plus det løse: Kaffe, avis, lidt tid på altanen, vasketøj, tid ved computeren og sådan.

Og med hensyn til opvaskemaskinen, så er den ikke sådan lige at få tilsluttet. Jeg må søge lidt ekspertbistand i morgen... For nu skal der snart vaskes op (af maskinen altså).

Jeg savner M og glæder mig sååååååååååååååååååååååååååå meget til, han kommer hjem (han kan ikke læse dette, for Bloggeloggen er for skrap kost for kineserne - jeg er åbenbart censureret!)! Når M kommer hjem, får jeg nok også lov til at låne kameraet igen, så der også kan komme lidt til øjnene her på bloggen. 

fredag den 5. juni 2009

Tilbage på Amager


Efter et par ture rundt om lufthavnen i Pisa (GPS og vejarbejde = dårlig kombination), en skyet flyvetur og et par stop med metroen ramte vi Amager igen. Dejligt at være hjemme, for "ude godt, hjemme også godt".

Og det er mægtigt med en laaaaaaaang weekend. Især når den står på et par koncerter i Tivoli, lidt god mad og sådan noget. Vasketøjet, opvasken og de der ting, som jeg lige havde vænnet mig til at andre tog sig af, får nok også plads i weekendplanen - sammen med et par ture på spinningcyklen (har vist taget lidt for meget tiramisu, gelato og olivenolie med hjem...).

tirsdag den 28. april 2009

Som lovet



Københavner-snas med kaffe-knallert, væltede cykler og muligheden for et besøg i (hos?) Sverige på 2. sal.
Dagen har budt på arbejde med hele to ud-af-kontoret-oplevelser. Og bagefter nåede jeg både at styrketræne og forbrænde et eller andet på spinningcyklen (gæt selv på hvor meget min glorie skinner nu).
Om lidt venter dyner og en onsdag på spring!

lørdag den 18. april 2009

Løøøøøøøøøøøørdag

Altanen kalder lige om lidt - solstrålerne sniger sig frem på betonen. Efter både spinning og styrketræning er det velfortjent... Og så må selvangivelsen og nullermændene altså vente lidt endnu.

søndag den 15. marts 2009

Og efter lagkage

... kommer træning (eller deller!).
Dagens gåtur på Amager Fælled og de 60 minutters spinning hos SATS var nok på sin plads. Især fordi besøget fra Skovlunde i går aftens involverede både en stærk chili con carne og K's flydende chokolademuffins. Men det var altså rigtig hyggeligt.

Og som det ses, var der rester!!!

tirsdag den 27. januar 2009

Rester

Rester er helt ok - især når det er Jamie Oliver chokoladetærte. Sådan en er bygget af ene gode sager: smør, fløde, chokolade...
Og i morgen venter spinningcyklen hos SATS!

tirsdag den 13. januar 2009

Temmelig heldig


Sådan at have en kæreste, der gider at bage boller til de hjemmelavede burgere, er ikke så dårligt.

Til gengæld var spinningtimen i dag nærmest en vittighed. Altså det var sådan set hårdtog svedigt nok, men instruktøren var måske fra en anden planet. I hvert fald stod han flere gange meget disco-agtigt ved siden af sin cykel og vuggede hofterne i takt til musikken, mens han blev ved med at fortælle hvor laaaaaaaang tid, der var igen, og hvor hååååååååårdt det ville blive... Sådan omvendt motivation? Nå, men så kunne han da også lige synge lidt med på Cotton Eye Joe, og den sang bliver absolut ikke bedre af, at midaldrende mand i orange cykeltøj pipper med sit falske næb i overstyret mikrofon. Måske man skulle have været der? Eller nej, det skulle man faktisk ikke.

Jeg prøver lykken hos en anden instruktør næste gang.

søndag den 4. januar 2009

Dejlig søndag


Det blev en dejlig afslappende søndag, hvor den vildeste action var en time på spinningcyklen hos SATS og en gåtur i frostvejr på Islands Brygge. Aftensmaden - salat med parmaskinke og den grønneste ærtesuppe - lavede næsten sig selv, og det var ikke svært at slutte af i sofaen med futterne godt gemt under et uldent tæppe.
Mon ikke jeg er ved at være grydeklar? Og klar til en frisk uge på jobbet!

onsdag den 26. november 2008

Spinning

Så blev det endelig tid til at få luftet sølvskoene. Jeg nåede lige en spinningtime her på Amager i går aftes. Dejlig hårdt at komme i gang igen.
Det er store forhold herovre. Der var mindst 250 skabe i omklædningsrummet og mindst 50 cykler i cykelsalen. Til gengæld var instruktøren fra Århus, og hun spillede TV2. Jeg snupper en tur igen i morgen.