torsdag den 24. september 2009

Atlanta synger på sidste vers

Eller mit besøg i byen synger på sidste vers. Det har været en meget effektiv uge. Vi har snakket med en hel masse mennesker - undervisere, studerende, folk fra administrationen og det internationale kontor. Mange detaljer er kommet på plads, nye muligheder (og udfordringer!) er dukket op, og der er opgaver med hjem i bagagen. Udbyttet har med andre ord været stort.

Jeg har været rundt på campus for at finde ud af, hvad det er for et sted, vi planlægger at sende studerende hen. Og... det er et sted med eget postkontor, bowlingcenter, kontorer, cafeer, egern, biblioteker, busservice, baseballstadion, undervisningslokaler, springvand, frisørsalon, byggerod, studerende i klip-klappere med store rygsække, laboratorier, iphones i massevis, god kaffe, dejlig boghandel, eget hotel, studenterhuse...



tirsdag den 22. september 2009

Amerika


Efter is kommer løbebånd, og sådan er det. Og efter løbebånd kommer kaffe, brygget på den lille kaffemaskine, der er i badeværelset. De er skøre de amerikanere.

Vi har allerede nået en del og mødt en masse mennesker. I dag er der møde med potentielle udvekslingsstuderende samt afklaring af de sidste detaljer på programmet. Der bliver sikkert også tid til at klare nogle af de opgaver, der helt naturligt følger efter møder.

Inden mørket falder på skal jeg også tage lidt billeder og optage lidt film fra campus, så de studerende hjemme i København kan få lidt at kigge på.

En spændende dag er i vente. Jeg håber bare, at vejret arter sig. Der har været rigeligt med regn, lyn og torden siden vi ankom søndag sidst på eftermiddagen.

Test, god mad og tempo

Så er der styr på muskler og knogler. I hvert fald er første etape af cykelinstruktøruddannelsen på plads. Teorien er bestået, og praksis er så småt i gang. Dejligt.

Det var også dejligt at nå et søsterbesøg med lækker mad på Les Trois Cochons. I godt selskab fik vi tre små forretter (salat m. gedeost, glaserede brisler og salat m. krabbe), entrecote, bønner og kartoffelpure og til slut: Tre små desserter (æbletærte, hvid chokoladeis og søsterens favorit, creme brulee). Mums. Stedet er bestemt en anbefaling værd!

Derefter nåede M og jeg lige en 30-års fødselsdag i spændende lokaler i et fredet hus i Gothersgade.

Hæsblæsende. Især fordi søndagen bød på udrejse til Georgia Tech. i Atlanta (der hvor Coca Cola kommer fra).

onsdag den 16. september 2009

Alene hjemme

Men kun til i morgen. M er i Sverige for at blive klogere, og jeg sidder herhjemme og læser for at blive klogere. Klogere på kroppen og træning. Og det er også programmet for torsdagen - jeg har nemlig snuppet en jobfridag, så klogeriet kun forstyrres af en times praksis på cyklen. 

Snart står weekenden for døren, og med weekenden kommer der søsterbesøg fra Århus. Det glææææææder jeg mig til.

tirsdag den 15. september 2009

Søstjerne


Ahhh. Efter en lille "morfar" (man kunne også kalde det powernap) på sofaen nåede jeg de sidste solstråler på altanen. Nu sidder jeg bag skærmen og tænker tilbage på sidste års ø-hop i Thailand. - Derfor søstjernen!

I morgen venter job og forberedelse til instruktørkurset. Det er godt nok længe siden, jeg skulle lære noget udenad. Jeg håber, at muskler og knogler samt teori om træning og ernæring snart hænger ved. 

mandag den 14. september 2009

Pip

Jo, der er liv på Bloggeloggen. 

Men med spinningtimer, undervisning i fysiologi, anatomi, træning og ernæring, et job der skal passes + koncert med Tim Christensen, opera under åben himmel i Tietgenkollegiets gård og flere timer spenderet i Bryggens forskellige møntvaskerier i løbet af søndagen har Bloggeloggen ikke fået tilstrækkelig med opmærksomhed.

I morgen venter en ny dag, og der ligger helt sikkert et blogindlæg derude. Jeg har vist også nogle fine fotos fra Århus, der kan findes plads til. 

Lige nu venter et par skøjtetrin på strømpesokker henover det glatte stuegulv inden jeg kaster mig ind under en dejlig nyvasket dyne. Måske M gider at ligge i ske?


torsdag den 10. september 2009

På med cykelskoene

Så skal der trænes. 

Efter en dejlig fridag med hygge-snooze på sofaen,  dejlig venindefrokost i byen og solrig cykeltur gennem København, er det nu helt andre takter, der slås an. Op på spinningcyklen og bare af sted. Med instruktøruddannelsen in mente gælder det om at opleve så mange timer som muligt. Hvilken musik er valgt? Hvordan er timen bygget op? Hvordan foregår kommunikationen undervejs? Hvordan klarer "cyklisterne" turen? Jeg snapper inspirationen med mig hjem.

torsdag den 3. september 2009

Copenhagen Show How


Efter en helt almindelig arbejdsdag uden de helt store udsving, smuttede vi lige en tur til Nordatlantens Brygge. Desværre var det ikke for at gå på NOMA denne gang. Til gengæld kom vi til prisuddeling på udstillingen Copenhagen Show How, der er en del af Copenhagen Design Week (endnu en festival!).

Der var design og designkoncepter i flere afskygninger. Fra papir lavet af sten, over luftskibe til vindmølletransport til bæredygtig møbelproduktion i Vietnam. Selve udstillingen præsenteres i en kulisse af store papkasser, og på søndag, når udstillingen lukker, kan man få en kasse med hjem! Og en vejledning til, hvordan kassen kan gøres om til en taburet. 

Billedet har jeg lånt her.

tirsdag den 1. september 2009

En liflig duft

Blev her til morgen mindet om, hvorfor det er så sjældent, at vi laver retter med karry!