mandag den 20. juli 2009

Sushi-skole

Så har vi været i den hårde sushi-skole. Det gik heldigvis rigtig godt, for vores lærerinder (fløjet ind fra Århus og Frederiksberg) var super skarpe.

Inden vi nåede frem til tangen og den rå fisk, tog vi dog lige et ophold på Island Brygge og på Christians Havn. Det sidste sted med en forfriskende regnbyge af den store slags - heldigvis havde vi forsyningerne klar i glassene under en meget stor parasol. Tak for det (og undskyld til de våde kanalrundfartsfolk, som vi udvekslede blikke med).

Well, her er sushi for alle pengene:








På vej til træning

Vækkeur, et enkelt "snooze", rugbrød, banan, tandbørste, træningstøj, vanddunk, rygsæk, cykelsko, håndklæde... vi ses om en god times tid.

Kl.9:25: Aaaah. Det var godt!

lørdag den 18. juli 2009

Nu er det ferie - igen

Fredagen gik i slow motion på jobbet. Ikke meget ballade i indbakken og kun ganske få kollegaer på pinden.

Men derefter gik det løs. Med den store ferieplanlægning. M og jeg klarede den på Bryggen i solskin med bløde hvide druer i glasset og en enkelt skarp nachos eller to ved siden af.

Og nu er planen klar: Hjemmelavet pizza, besøg fra Jylland, lær at lave sushi, morgencykeltur til Dyrehaven, kaffe (og måske kage) på Glyptoteket, pluk-selv-bær, Nationalmuseet (især hvis det regner), Rumkammerats Urban Treasure Hunt, kig i Dragør, tur til Jylland, slentreture ved Vesterhavet, brainstorm, hængekøjeliv og bøger efter behov (og vejr, det er jo dansk sommer), Århus, kaffetår i Viby-have, sove længe, motion - find selv på flere!

Jep, vi er så klar. Især fordi de første programpunkter: Oprydning, indkøb, rengøring og "cykel-ordning" blev klaret i dag. Vi er altså på vej mod nye højder.

Og den hjemmelavede pizza var sååååååååååååå god. Lige som brevet fra Farmor og telefonopkaldene fra nærmest hele familien.

Ros

M: Du er god.
Mig: Til hvad?
M: Til ting.

Så fik vi det plads. Det er jo ikke helt tosset at være god til ting.

tirsdag den 14. juli 2009

Det er stadig sommer

Og det er dejligt. Ferien får overtaget, når jeg rammer weekenden. Indtil da går det, som det skal, og som det plejer på Amager-øen. Jazzen er rykket til Århus, så de sprøde toner må vi selv klare (indsæt evt. billede af trompetspillende blogforfatter). Rygterne vil dog vide, at de pt. er lidt rustne.

Hjemmebygget burger med snyde cole slaw i aftensol på altanen og en lille "Jim og Tommy" som after dinner drink. Mums. Så jo, vi er helt sikkert på ret ferie-kurs.

Mongol Rally teamet fra Århus tager af sted i morgen. Følg dem her. Det bliver helt sikkert et eventyr.

fredag den 10. juli 2009

Hmm

Hvordan mon man går i denne gade?

onsdag den 8. juli 2009

Og mere jazz

Hans Ulrik Quartet i solskin på Vandkunsten. Så bliver det ikke mere "sommer og jazzfestival i København-agtigt". Skønt, skønt. Virkelig god koncert.

Tordenvejret var smukt fra 6. sal i tørvejr, så alt i alt går det faktisk godt. Rigtig godt.

Måske byder dagen på mere jazz?

mandag den 6. juli 2009

Der har været sol og jazz

Ferie-stemningen har lagt sig over Amager - selvom vi slet ikke har ferie endnu!
Jobbet er gået ned i gear, så der er god tid til at nyde det (7-9-13) gode vejr og koncerter af forskellig slags.

Inden for bare en uge har vi hørt rock i Parken med Depeche Mode, meget, meget traditionel jazz på Nyhavn, big band ved Vor Frue Kirke, Caroline Henderson i fin form i Tivoli og så lige Jazz'N'Poetry med Lone Hørslev, Søren Ulrik Thomsen m.fl. på Copenhagen JazzHouse... det lyder hæsblæsende, men heldigvis har solen og varmen styret tempoet ganske godt.

Jazzen forsætter ugen ud, så det gør vi nok også.