Viser opslag med etiketten wii. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten wii. Vis alle opslag

tirsdag den 10. marts 2009

Så er der nyt

Tiden iler og billederne er fra i torsdags - og fra Sverige!



Fredag aften var skøn med god mad og en hel masse snak (der er godt nok mange ord, når fem kvinder mødes!), og det var ok sjovt at spille Wii med drengene, selvom en af dem var lidt tung at få op af sofaen. Men det skyldtes nok bare risotto.

Lørdag var der strøgtur, besøg på kaffebar, vinbar, cocktailbar og kollektivbar på programmet, og derfor fik søndagen en lidt træg start på trods af frisk morgenbrød, kold juice og æg, der var scrambled helt tilpas. Regnen lå tungt og kedeligt over Amager. Øv, men heldigvis dukkede solen op, og vi fik luftet de trætte kroppe og hoveder på Christianshavn.

Og så blev Søster sendt med bussen mod Kbh H, så hun kunne komme tilbage til Århus og det der job, hun har. Det er de nok rigtig glade for, der hvor hun hører til. Og det var så nærmest den weekend...

søndag den 22. februar 2009

Tak for mad

Dagens udflugt gik til Bella Centeret, der fra i dag og fire dage frem, er fyldt op med alt godt til køkkenet (altså de store køkkener). Så der var masser af smagsprøver på is og brød og kage og vin og oliven og kylling og is og saft og vand og kaffe og juice og kød og ost og pesto og is og pizza og og og og... Så mon ikke aftensmaden de kommende dage er sikret!


Og ellers kan man nå ret meget på en weekend. I går nåede vi nemlig både en frisk tur i Botanisk Have med god kaffe fra Jazz Cup til at varme lufferne, et kig rundt i Palmehuset, et par af salene på Statens Museum for Kunst og byens bedste tunsandwich... og efter indkøb både her og der hjemmegjorte muslinger med bobler til (og så fik M en lille smule tæsk i det der Wii!!!).



søndag den 15. februar 2009

Sesam dukkede op

Der er blevet bagt super duper kiks. Tak for opskriften, Mor. Og der er blevet spillet Wii, yeah wiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii (godt nok kun til låns, men alligevel)! Så den ene arm er helt øm.

Vi fik også lige besøgt en håndfuld gallerier i Valby, og spist temmelig økologisk frokost hos BioMio. Det var skægt. De er nemlig sjove sådan nogle galleri-ejere. De har i hvert fald deres helt egen stil, og vi fik tegnet og fortalt. Vi købte nu ikke nogle af deres awardvindende 40.000kroners-værker, men så er det jo godt at andre galleri-ejere, museumsdirektører og direktører for store organisationer og firmaer havde gravet dybt i lommerne.

Formiddagens brunch-besøg fra Emdrup var rigtig hyggeligt, selvom de to tøser var os langt overlegne i tennis... Jeg må gå i træningslejr.

torsdag den 12. februar 2009

Sesam, Sesam duk nu op

Efter fire runder i Netto uden at se skyggen af sesamfrø må jeg opgive at forsøge mig med kikse-bageriet i dag. Nå, men indkøbsposerne og rygsækken og cykelkurven blev da fyldt op alligevel. Så nu har vi havregryn til mange, mange dage, så en evt. snestorm kan bare komme an.

To af vores genboer på den ene side har fået Nintendo Wii - den ene med Wiifit (!), og der er i hvert fald mindst en på den anden side, der indimellem går amok med GuitarHero. Så er det da i orden at blive lidt misundelig. Jeg vil også have sådan noget sjovt legetøj... og en robotstøvsuger (eller bare en lokal hvid tornado, der kommer på bestilling).